23948sdkhjf

Supermarkeder kan sætte samme vare på tilbud i næsten et år

Supermarkeder skaber derved et tilbudscirkus med kunstige priser, mener kritikere.
På forsiden af Nettos tilbudsavis fra uge 1, 5 og 8 koster en hel dansk kylling 25 kr. Samme vægt, samme indpakning og med en normalpris på 38,95 kr. Altså det samme tilbud, der går igen med tre ugers mellemrum. Dermed omgår Netto en regel om, at en dagligvare kun må være nedsat, hvis den har haft sin normalpris i fire uger.

Men reglerne tager kun højde for, at et tilbud er et tilbud, hvis der er oplyst en besparelse. Altså: "Spar 13,95 kr.", og det gør Netto ikke. Ifølge Forbrugerrådet Tænk bliver normalprisen på 38,95 kr. "kunstig", og i realiteten kan en vare som Nettos kylling fremstå som et tilbud i 51 ud af 52 uger på et år, skriver Politiken lørdag.

Den slags kreativ markedsføring bør der være strengere regler for, mener Forbrugerrådets juridiske konsulent Jakob Steenstrup.

- Det er for nemt at omgå reglerne om, hvor længe en dagligvare må være nedsat, så reglerne bør strammes op. Forbrugerne kan springe på en vare, der fremstår som et tilbud, som reelt set ikke er særlig godt, fordi normalprisen udvandes. Reglerne er til, for at der ikke opstår et tilbudscirkus som det, vi ser nu, siger han til Politiken.

I 2013 blev Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring revideret. Det blev indskrevet, at hvis en virksomhed annoncerer for en besparelse på en dagligvare, skal der være en referenceperiode på fire uger. Inden for perioden skal varen have sin normalpris, før prisen må reklameres som nedsat igen. Men hvis man ikke angiver besparelsen på varen, kan den regel omgås.

Og det er supermarkeder i stigende grad holdt op med. I januar 2011 havde 26 procent af varerne i supermarkedernes tilbudsaviser en angivet før- og nu-pris, mens det i januar 2017 var faldet til 13 procent, viser et datatræk på to millioner tilbud, som appen eTilbudsavis har foretaget for Politiken.

Per Østergaard Jacobsen er ekstern lektor på Copenhagen Business School (CBS) og ekspert i detailhandel. Han siger, at supermarkederne i højere grad har varer i aviserne til en fast, lav pris:

- Og så er der kommet en øget kontrol af fifleri med priserne. Det kan have medvirket til, at supermarkederne helt undgår at angive besparelsen for ikke at få problemer med reglerne, siger han til Politiken.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109